Har det skidt med at have det skidt

Jeg har lige været gennem en stor tur. Begynde at spise slik. Turde indrømme det. Få et tilbud om hjælp, og flejne fuldstændig ud, fordi jeg ikke mener “hjælp” meningsfuldt kan gøre noget forskel. Derfor blive vred. Derfor lukke ned, vente på jeg køler af, og så rationelt begynde at formulere hvorfor jeg blev så vred. Fortælle til den relevante person at jeg blev vred, hvorfor, og hvad jeg mener der skal ske for ikke at havne i den situation igen. Og så bagefter prøve at komme tilbage på sporet igen, få hændelsen overstået, det var en god snak, nu skal vi videre.

Så sådan skal det vel være. Men jeg er så træt af alle de faser! Jeg hader at være vred, og mistænker, at jeg overreagerer. Er det okay at blive vred over et velment tilbud? Er det ikke bare ordkløver? Noget af årsagen til min vrede var, at jeg ikke følte mig hørt: jeg syntes jeg et par gange havde prøvet at forklare, hvorfor hjælp ikke er mulig, så hvorfor får jeg stadig tilbuddet? Blev der ikke hørt efter? Eller er mine ord blevet glemt? Efter jeg beslutter at ja, det er okay at være vred, så hader jeg at være i venteposition: hvornår skal jeg sige noget, og hvad skal jeg gøre indtil da? Skal jeg lette på låget og sige “på mandag får du en skideballe”? Og endelig er det jo anspændt at gennemføre selve samtalen, og anspændt at prøve at greje, om jeg har ødelagt noget.

Nå ja, og så er hele starten jo også noget skidt: at jeg spiser slik igen …

Kan ikke sove

Jeg er meget aktiv i noget frivilligt arbejde, der bestemt ikke er problemfrit. Nærmest pr. definition. Man er ikke involveret i det her, medmindre man har fået nogen knubs af livet, så selvfølgelig er tilgangen til referater, beslutninger osv. ikke altid helt rationel. Men som regel får vi det til at virke.

Og en gang imellem kniber det meget …

Gryden er kogt over igen, og jeg fatter ikke hvorfor. Jeg kan se, at der er et problem, men jeg kan ikke se hvilket. Så nu er jeg hoppet ud i at spørge. Det er ikke skægt at gå i gang med “okay, hvem sagde hvad?” fordi det meget nemt reducerer til “hun var dum” og “han skubbede”. Men lige nu har jeg overskud til at spørge, og forhåbentlig kan alle os involverede få glæde af det overskud. Hvis først vi får klarlagt hvad problemet er, er vi også et skridt tættere på at finde løsningen.

Men i mellemtiden har jeg altså svært ved at sove i nat …

Forladt

Ringer til min kæreste. Bare for at sludre, har oplevet et par sjove ting, jeg vil fortælle ham. Han tager telefonen med det samme, så han sad ved computeren og arbejdede måske. Vi snakker et kvarters tid, og så siger han “Nå men farvel”.

Ja, jeg glemte at spørge fra starten, om han overhovedet havde tid til at snakke. På den anden side synes jeg jo nok han glemte at spørge til sidst, om jeg var færdig med at snakke, alternativt glemte at sige, at nu skulle han altså videre.

Men uanset hvordan vi havnede i den situation, føler jeg mig skrækkelig forladt bagefter. Hvad er det, der er så vigtigt, at han NU må lægge røret på? Eller er han bare uelegant?

Jeg ved godt, med mit hoved, at der nok slet ikke sket noget. Hvis jeg havde insisteret, kunne vi have snakket videre. Men på den anden side, hvor vigtigt var det for mig at snakke videre? Ved jeg ikke godt hvor jeg har ham, at han elsker mig? Men mine følelser er oppe på stepperne og afsted, og jeg har enormt ondt af mig selv.

På nuværende tidspunkt er de følelser gået over. Vi skal have en lille snak om, hvordan vi starter og slutter telefon-samtaler, og så er der ikke mere der. Men det forekommer mig stadig vigtigt at få skrevet om det her. Det er den slags, der bliver til overspisning, hvis jeg ikke passer på og passer på mig selv.