Det er som om et jordskælv går gennem mit åndelige landskab.
I 1992 havde jeg en slankekur, der egentlig et stykke af vejen var en succes, men jeg faldt af grønsags-vognen og tog det hele på igen, og lidt til. På det tidspunkt var min konklusion, at jeg ikke kunne tabe mig alene. (Okay, teknisk set var jeg ikke alene. Men det var mest min idé, at nu skulle der altså slankes, så det blev jo også derefter, da jeg nok havde brug for støtte.)
I 1998 kom jeg med i OA (Anonyme Overspisere). Hele pointen her er, nej, du kan ikke alene, men sammen med din Højere Magt kan du alligevel. Den tankegang har jeg brugt mange år på at træne.
På det sidste er den tro blevet udfordret. Min læge påstår han kender en anden side af mig. Jo, han kan da godt arrangere noget med støtte til at jeg får lavet motion. Men det ville da være bedre, hvis jeg kunne selv. Og selvfølgelig kan jeg det! Han har tillid til mig.
Skal små 20 års overbevisning virkelig til at ændres?
Er derudover startet på motion. Stille og roligt, 5 minutter på cyklen, 20 på løbebåndet, skal lige vænne mig til hvordan man tager bad osv. Har overholdt alle mine løfter på det område indtil nu. Okay, jeg forlod wing chun klassen efter en halv time. Jeg går altså ikke til selvforsvar, uanset hvor meget det slanker.
I dag prøver jeg at slippe sukkeret. Prøver at være flink ved mig selv, ikke overanstrenge mig, mens kosten får et lidt bedre leje.
Måske lykkes det denne gang? Måske har min læge ret?
Ang. billedet: Jyske Bank har i hvert fald tillid til mig 
Måske har din Højere Magt også tillid til dig
)