Kost: For nogle måneder siden konstruerede jeg en kostplan, som jeg fulgte halvhjertet et kort stykke tid. Aller helst ville jeg have noget mere tid med den involverede diætisk, og det fik jeg i tirsdags. Jeg havde skrevet ned, hvad jeg spiste ugen inden, og nu lavede vi sammen et bud på, hvordan der kunne skrues lidt, så det blev bedre. Det føles rart, og nu prøver jeg igen.

Vægt: For et par dage siden vejede jeg 114,3 kg. Ikke noget dramatisk op eller ned i forhold til sidste vejning.

Motion: Det lykkes mig faktisk at få motioneret sådan 4-6 gange om ugen. Og i sidste uge begyndte jeg på styrketræning. Mærkelig og ny verden. Og jeg er nødt til at føre et skema, så jeg kan huske hvilken vægt jeg brugte med hvert redskab gangen forinden. Men det begynder at være gørligt. Og det er en rar tanke, at veludført styrketræning betyder at forbrænder flere Joules, selv når jeg sidder musestille.

Medicin: I næste uge skal jeg til psykiater, eller det er i hvert fald planen. Fordi pga. ændringer i tilskuddene skal jeg snart til at skifte medicin, og så kan der jo godt gå noget tid, før det rigtigt er til at sige, hvordan jeg så har det. Og eftersom samtalen med psykiateren ligesom skal tage udgangspunkt i hvordan jeg har det, og derfra evt. foreslå ændringer i medicineringen …

Jeg er stadig sygemeldt. Jeg synes jeg er lidt forvirret i hovedet. Jeg synes stadig ikke jeg har flyttet mig væsentligt fra 4 x 2 timer om ugen grænsen. Men hvorfor? Deprimeret, sådan rigtigt, permanent, skal via arbejdsprøvning til pension? Eller hvis jeg fik et job, ville jeg så i løbet af et par uger blomstre op igen? Og hvis ja, kan jeg så opdage det på anden vis end via arbejdsprøvning?

Nå. Men hvis jeg klarer hver ting for sig, en lille ting ad gangen …

I 1992 havde jeg en slankekur, der egentlig et stykke af vejen var en succes, men jeg faldt af grønsags-vognen og tog det hele på igen, og lidt til. På det tidspunkt var min konklusion, at jeg ikke kunne tabe mig alene. (Okay, teknisk set var jeg ikke alene. Men det var mest min idé, at nu skulle der altså slankes, så det blev jo også derefter, da jeg nok havde brug for støtte.)

I 1998 kom jeg med i OA (Anonyme Overspisere). Hele pointen her er, nej, du kan ikke alene, men sammen med din Højere Magt kan du alligevel. Den tankegang har jeg brugt mange år på at træne.

På det sidste er den tro blevet udfordret. Min læge påstår han kender en anden side af mig. Jo, han kan da godt arrangere noget med støtte til at jeg får lavet motion. Men det ville da være bedre, hvis jeg kunne selv. Og selvfølgelig kan jeg det! Han har tillid til mig.

Skal små 20 års overbevisning virkelig til at ændres?

Er derudover startet på motion. Stille og roligt, 5 minutter på cyklen, 20 på løbebåndet, skal lige vænne mig til hvordan man tager bad osv. Har overholdt alle mine løfter på det område indtil nu. Okay, jeg forlod wing chun klassen efter en halv time. Jeg går altså ikke til selvforsvar, uanset hvor meget det slanker.

I dag prøver jeg at slippe sukkeret. Prøver at være flink ved mig selv, ikke overanstrenge mig, mens kosten får et lidt bedre leje.

Måske lykkes det denne gang? Måske har min læge ret?

Ang. billedet: Jyske Bank har i hvert fald tillid til mig

Mit 4-ugers-forløb er slut og blev ikke forlænget. Jobcenteret har fået den opfattelse, at jeg har det ligesom jeg havde det for 4 år siden, hvor jeg godt kunne passe job på fuldtid. De er derfor ikke helt med på hvorfor jeg har brug for sygemelding og kursus.

Næste skridt er at besøge lægen. Så skal han på en lang formular beskrive hvor syg jeg er. Det skal ske indenfor 2 uger.

Sideløbende har jeg fået en tid hos psykiater, for at checke om der kan gøres noget ved dosis på det antidepressive. Desværre er den aftale 2,5 måned væk.

Sideløbende går jeg til coach, fokus: at få gjort det jeg lover mig selv.

Jeg får motioneret for lidt. Jeg er af min nye madplan og på sukker. Lige nu tror jeg jeg ville kunne arbejde 4 x 3 timer om ugen, med fri om onsdagen.

Men er det rigtigt? Og vil de rigtige tro på det?

Jeg har fået noget motion. Nogle gå-ture på løbebånd. Jeg prøver at høre en podcast mens jeg går, ellers bliver det for kedeligt. Jeg er også lidt på cross traineren, selvom det stadig er lidt af et mysterie for mig hvordan jeg skal bruge den. Det er lidt træls, at jeg ikke får tilbudt en hjælpende hånd, medmindre jeg beder om det, men jeg prøver at vænne mig til det. Desuden får jeg vist også gået flere almindelige ture, end det ellers var blevet til.

Lige nu kan jeg være ude af døren og aktiv 2 dage i træk, men ikke 3.

Som bonus var jeg også til et foredrag om kommunikation. Jeg kunne vist det meste i forvejen. Men vi fik da nogle diskussioner om uhøflig kontra assertiv.

Og så i går var det store diætist-dag. Det var faktisk lidt spændende at beregne energiforbrug og så lave en kostplan, der passer til. Det har jeg ikke prøvet før. Og jeg fik sat noget sammen, jeg har lyst til at prøve, og derfor er hoppet ud i. Det er splinternyt at spise mellemmåltider af netop den årsag og på netop den måde, spændt på hvordan det bliver.

Desuden har jeg så mødt et menneske, jeg gerne vil arbejde videre med. Håber det kan lade sig gøre.

Note: vejede 114,7 kg her til morgen.

1. dag: intro. Hvordan virker det her, og hvad skal der foregå de første 2 uger? Bonuspoint: dem der agerer som sagsbehandlere, har også den rigtige uddannelse til det. Bonuspoint: meget fleksibilitet.

Mit grundskema de første to uger var meget simpelt: motion 2 gange om ugen. Men så blev jeg fristet. Foredragene lyder jo også spændende. Og faktisk vil jeg helst bytte min første blok motion med et foredrag, der handler om at sætte og fastholde mål. Det med at blive ved med at forfølge mine mål / holde mine løfter til mig selv, er et af mine ømme punkter.

Det er nemt at få byttet.

Så. Min motion starter 1/2 uge senere. I tvivl om, om det nu også er godt. Jeg har måske mere brug for motion end endnu en portion livsvisdom? Jeg har kig på 2 andre foredrag også, men jeg tror jeg dropper det. Motion er fokus lige nu.

Så har jeg totalt jetlag. Jeg er vant til at stå op ca. kl. 15, så er det barsk at skulle op kl. 12 mandag og kl. 7 tirsdag. Men indtil nu er det gået.

Har i øvrigt været sukkerfri siden fredag formiddag.

Flex-job er ikke en mulighed, dertil er der for få sygedage trods alt. Men der er noget, der hedder §56. Der er allerede en ordning, så en arbejdsgiver kan få refunderet løn under sygdom, hvis der er mere end 20 sygedage på 2 år. §56 gør, at hvis man kan gætte på forhånd, det bliver 21+ sygedage, så kan lønnen refunderes løbende, i stedet for at skulle vente til man når tallet 21. En slags hjælpende hånd: når hun er syg, så skal vi nok betale lønnen.

Der er selvfølgelig andre problemer ved sygdom: det møde jeg missede, den opgave der så ikke blev løst den dag. Men det kan ingen jo gøre noget ved.

Så blev jeg spurgt: udstyret med §56, ville jeg så kunne begynde på et nyt job i morgen? Nej. Sukker. Resultatet af den snak blev, at jeg får noget træner og noget diætist 10-15 timer om ugen den næste måneds tid, og så skal jeg vel raskmeldes bagefter.

Der er grænser for, hvad jobcenteret kan give. Men jeg fik et par gode ting i dag, og i en atmosfære af: hvad kan vi gøre for dig? Lige nu er jeg helt rørt over at være blevet taget alvorligt.

Jeg har endelig hørt noget ifm min sygemelding. Desværre et af de dumme breve, der truer med pligt til tilbagebetaling. Jeg tror det er en misforståelse, og har sendt dem mere information udfra den forståelse. Og skal jo nok så vente uendelig tid, før jeg hører mere.

I dag blev jeg scannet for galdesten. Lægen fandt en skønhed på 1,5 cm. Så tror pokker det gør så ondt en gang imellem. Løsningen i første omgang er simpel: flere fibre i kosten. Det er lidt spændende det her. Jeg tror det er første gang mangel på slankekur = onde konsekvenser, der er aktuelle og konkrete. Måske kan det fyre op for slankelysten?

Suk.

Så jeg venter videre, mere eller mindre tålmodigt.

I øvrigt spændende hvorfor jeg endnu ikke er blevet inviteret til den samtale, efter loven skal den snart finde sted.

Men det er ikke det, der er mit dilemma i dag. Nej, jeg er såmænd blevet inviteret til en jobsamtale! Og jeg må indrømme, at jeg da stadig godt vil prøve at få et fuldtidsjob. Måske kan jeg så siden træffe en speciel aftale med den arbejdsgiver.

Det var ikke en svær beslutning. Selvfølgelig vil jeg godt til den jobsamtale. På den anden side er det lidt som om jeg godt vil blæse og have mel i munden samtidig …

Vi løste gåder og spillede spil og sådan noget. Jeg husker specielt den der hedder: 9 kugler ser ens ud, men den ene er lidt lettere. Find den i højst 2 vejninger. Det var intenst, nært og god træning i logik, matematik, hjerne!

Far kom fra en solid tradition, hvor man i skolen lærte salmer udenad, og hvor man gik i kirke og sang dem, om ikke andet til jul. Og han var en god sanger.

Han var en solid arbejdskraft. Han fik et midlertidigt job, og man skabte et permanent job til ham, for at kunne beholde ham. Han havde i praksis ikke sygedage. Han drak ikke. I det hele taget løste han vel de opgaver han fik! Og han kunne stå tidligt op om morgenen, meget tidligt om nødvendigt.

Han var udadvendt. Han faldt nemt i snak med folk. Jeg husker en gang, hvor vi holdt i kø ved en færge, og far snakkede med franskmanden i den næste bil. Uden at kunne fransk.

Far prøvede ikke at ligge på sygehuset, før han havde rundet de 70. Det overraskede mig hvor god en patient han blev. Han talte med både patienter og personale, lærte folks navne, og tog imod den hjælp der kunne gives.

2 charmerende punkter.

Jeg skal besvare nogle af de samme spørgsmål igen. Jeg har virkelig en fornemmelse af, at man hører efter hvad jeg siger.

Efter 14 dages sygdom bliver man automatisk afmeldt som jobsøgende. Men nu oplever jeg, for 2. gang, at det sker før tallet 14 faktisk er nået.

Har vi det ikke skæg?